Møde med K. E. Løgstrup

Artiklen er skrevet af sognepræst Henning Nielsen, om hans møde med den store tænker K. E. Løgstrup.

Professor Knud E. L¯gstrup.
Professor Knud E. L¯gstrup.

I efteråret 1981 blev embedet som sognepræst i Hyllested ledigt. Jeg var ved at være færdig med mit teologiske studium og talte med min kone om, at det da vist kunne være overkommeligt at søge embedet med de to sogne i “Nordkommunen”, som den nordlige del af Ebeltoft kommune kaldtes.

Jeg vidste meget lidt om Hyllested og Rosmus, så vi besluttede os for at køre til en gudstjeneste i Rosmus, søndagen før ansøgningsfristens udløb. Det var en tjeneste i Rosmus Kirke. Vi ankom i ret god tid til kirken og bemærkede godt, at et ægtepar kom gående til kirken i rask tempo.

Jeg genkendte straks manden som  professor K. E. Løgstrup, der også var formand for menighedsrådet i Hyllested. de var altså gået i kirke fra deres bopæl i Hyllested Bjerge til Rosmus. En strækning på fire-fem kilometer. Godt gået …

I dagene efter gudstjenesten besluttede jeg mig for at søge embedet herude – men jeg nåede aldrig at tale med “mit sognebarn”, K. E. Løgstrup, for han døde fem dage efter den omtalte gudstjeneste.

Til gengæld fik jeg et godt bekendskab og siden et tæt og fornøjeligt venskab men Rosemarie, fordi hun blev min meget dygtige menighedsrådsformand og siden en meget flittig kirkegænger, der virkelig “røgtede sit kirkegængerembede”.

126543

 

Jeg måtte naturligvis give mig i kast med Løgstrups forfatterskab, selv om jeg ikke forstod det hele. Men jeg havde da læst hans måske kendteste værk, “Den etiske fordring” (1956), i forbindelse med studiet. Her kunne man læse, at vi mennesker ikke bare er videnskabelige og psykologiske væsener, men også etiske skabninger i alt, hvad vi foretager os. Løgstrup skriver: “Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Vi er hinandens verden og hinandens skæbne.”

Siden kom flere Løgstrup-bøger til – udgivet af bl. a. Rosemarie Løgstrup og Ole Jensen. (Adskillige manuskripter lå næsten færdige til udgivelse ved Løgstrups død.) Allerede året efter udkom essaysamlingen, “System og symbol”. Her er det, at Løgstrup hævder, at “vor vestlige kultur er begyndt at antage vanvidstræk … hvorfor vi må gøre os klart, at universet ikke er vor omgivelse men vort ophav.” Sagt med andre ord er universet Guds skaberværk, som vi – som Guds skabninger – må tage vare på.

Rosemarie og K. E. Løgstrup boede i mange år i deres dejlige hus i hyllested Bjerge og gik daglig lange ture, hvor jeg ved, at samtalen ofte drejede sig om Løgstrups kommende udgivelser. Den smukke natur herude var helt sikkert med til at skærpe Løgstrups tanker om skabelsesteologien.

88481439

 

Universitetsteologen og senere biskop, Jan Lindhardt, skrev i en nekrolog ved Løgstrups død i 1981, at: “Løgstrups indsats på sin vis ikke var et én-mands-værk. Det var ikke blevet det samme uden Rosemarie Løgstrups utrættelige støtte som renskriver, oversætter til tysk og på mange andre måder, en ledsager i alle forhold. Hun stod bag sin mand, og han ville næppe have været så fremståendfe uden hende.” Lindhardt slutter med at sige, at: “Løgstrups er et eksempel på, at når man er to om et livsværk, så når man længere.”

Ægteparret Rosemarie og K. E. Løgstrup ligger begravet på den smukke Skovkirkegård fra 1904, lige uden for Hyllested. Gennem årene ved jeg, at mange af Løgstrups tidligere kolleger og studerende har været forbi gravstedet og sendt en venlig hilsen til den lærde mester og hans trofaste kone.

Skriv et svar