Hyllested Mølle

Hyllested Mølle (opført 1868 og nedrevet 1963) set fra nordøst. Møllen er en typisk hollandsk vindmølle. Til venstre ses maskinhuset, der husede motormøllen foruden en del af lageret. I bygningens bagside, der vender ud mod fotografen, ses en sliske, herfra sækkene med det færdigmalede korn kunne glide direkte ned i den ventede vogn.

Ukendt foto omkring 1940 venligst udlånt af Ebeltoft Byhistoriske Arkiv.

Højt fra sin bakketop mellem Stenledvej og Koldbjergvej knejsede Hyllested Møllen og udgjorde i næsten 100 år byens vartegn. Møllen var bygget 1868 af Johan Precht (ikke som antaget af Wolle Bisp, der var forpagter fra 1886-1901) som, foruden 50 tdr. landjord omkring møllen, også ejede “Møllegården”, der liggerumiddelbart syd for kirken. Møllen, Møllegården og den tilhørende jord blev i år 1900 solgt til Rugaard.

Fra  1911 hed mølleren Vilhelm Stejniche, der havde forpagtet den af Rugaard. Han flyttede ind i det gamle møllerhus på Hyllested Bygade 24. Der blev udelukkende anvendt vindkraft, hvilket indskrænkede arbejdsdagene til de tidspunkter, hvor der var tilstrækkeligt med vind. Ofte kørte møllen om natten, hvor vinden var mere stabil. Betalingen for kværnenes arbejde blev på den tid indkasseret med en såkaldt toldekop, hvormed mølleren fik en forud bestemt andel af hver sæk korn.

Omkring 1931 blev der med en startkapital på 1000 kr. installeret maskinkraft i bygningen ved siden af vindmøllen, så man ikke var afhængig af vejr og vind. Bønderne kom fra alle de omliggende landsbyer: Gravlev, Skovgårde og Fuglslev for at få malet korn. Også Rugaard var med på vognen og kom hver eneste uge med et stort læs. På det tidspunkt kostede formalingen 60 øre pr td. korn.

Selvom møllen i 1944 fik nye vinger, stod den fra midt i 1940’erne stille, hvorefter al formaling skete ved motorkraft. Møllen blev herefter brugt som lager, men havde dog fortsat stor værdi som vartegn. I 1958 købte Robert Pedersen møllen af Rugaard Gods for 3500 kr.

Desværre blev den gamle mølle livsfarlig for omgivelserne pga. råddenskab  og skulle nedrives. Møllen manglede kun 6 år i at kunne komme ind under Nationalmuseets fredningsplan, idet den skal være mindst 100 år. Hvis møllen skulle sættes i stand, ville det koste 20 – 25.000 kr. og det har hverken Robert Pedersen eller hofjægermester Mourier-Petersen på Rugaard ønsket at betale.

Et nyt vartegn opstår. Den 27. august 1963 byggede man den nye silo med korntørringsanlæg. Nyanlæggene og byggeriet kom antagelig til at koste møller Pedersen mere end 200.000 kr. Fra siloens vinduer allerøverst i tårnet var der i klart vejr en formidabel udsigt over hele omegnen, helt til Ebeltoft kunne man se med lidt held.

I 1967 solgte Robert Pedersen hele anlægget til Djurslands Korn, der frem til 1981 benyttede siloen til lager. i vinteren 1986 blev hele komplekset revet ned og grunden blev solgt. På den gamle møllebakke er der nu kun græs og ukrudt tilbage. I mere end 125 år har møllen skaffet brød på bordet for mange i Hyllested og omegn.